Fodlidelser og behandling

Hælrevner

Hælrevner er åbninger i den hårde hud, der oftes dækker hælens bagerste underside i en halvmåneform. Revnernes øverste kanter er hårde og kan nogle gange brede sig så dybt ind i hudens levende lag, at de bløder. Det kan være temmelig smertefuldt.

Hælrevner skyldes ofte skoene. F.eks. træsko eller damesko med rem om hælen, slippers og badetøfler. De er alle kendetegnede ved ikke at have en fast hælkappe. Når der ikke er fast hælkappe, så slipper hælen skosålen for hvert skridt og det giver et lille stød til hælen, når foden sættes i. Stød og gnidningsmodstand kan give hård hus og hælrevner. Nogle træder meget hårdt ned på hælene når de går – det kan også give hælrevner. Er der ingen hård hus, men kun revner, så skyldes det ofte meget tør hud.

Behandling af hælrevner:

Den hårde hud fjernes omkring hælrevnen og der vejledes om brugen af en god fodcreme, så hælrevnen kan minimeres.

Hælspore

En hælspore er enten en lille knogletilvækst på hælen eller overbelastning af den store sene under foden. Der er mange forskellige holdninger til, hvordan man behandler hælsporer. Hælsporer kan vise sig ved, at man får smerter under hælen og kan kun konstateres ved røntgenfotografering.

Smerter i hælen kan skyldes mange ting. Hælsporer kan blandt andet skyldes overbelastninger af muskulaturen, det vil sige fejlbelastninger grundet fejlstillinger i foden, der medfører forkert muskelbrug og dermed overbelastning i blandt andet hælregionen.

Behandling af hælspore:

Afhænger af årsagen til hælsmerterne. Et stødabsorberende hælindlæg, med special aflastning af hælsporen, kan blandt andet lindre generne. Indlægget kan flyttes fra sko til sko og skal benyttes i alle de sko, som man går med i løbet af dagen – også hjemmeskoene.

I andre tilfælde er det løsningen at rette op på fejlstillingen, så foden ikke bliver overbelastet. Det kan også være nødvendigt at skifte fodtøjet ud, idet en lidt kraftig stødabsorberende sål kan virke forebyggende. Fodtøj som træsko frarådes.

Hård hud

Hård hud ses som følge af øget celledeling i huden. Hastigheden af den øget celledeling, er bestemt af det tryk, som huden udsættes for.

Normalt skyldes det hårde hud tryk, pres og friktion. Der kan også være andre årsager, så som arvelighed, flere former for medicin og hudsygdomme. Den hårde hus øger risikoen for revner i hælen. Se evt. afsnittet om hælrevner.

Behandling og forebyggelse af hård hud:

Det anbefales ikke selv at slibe den hårde hud, da det kan skabe irritation i huden med det resultat, at huden fortykker sig yderligere.  Den bedste resultat opnås ved at skære den hårde hud af. Jeg anbefaler derfor en fodbehandling. Se indhold i en fodbehandling under forbehandling og priser

Derudover skal man gennemgå sit fodtøj og undersøge dets såler. Det anbefales at benytte fodtøj med en lidt kraftig sål af et stødabsorberende materiale samt fast hælkappe. Træsko bør helt undgås. 

Fodcreme mod hård hud har også en effektiv virkning og kan mindske den hårde hud.

Lilletånegle

Noget af det mine kunder oftest nævner, når det gælder tåneglene, er lilletåneglene som kan forekomme i flere varianter. Nogle er fortykkede, nogle flækker i to dele, nogle er nærmest trekantede og nogle er der næsten ikke. 

Der er to årsager til, at lilletånegle ser ud som de gør. Den ene er tryk fra sko, der ikke er brede nok og den anden er et medfødt udseende. 

Behandling af lilletånegl:

Ved en fodbehandling kan jeg slibe og rette på neglens facon, men kan ikke kan ikke få en lille negl til at blive større.

Fortykkede negle

Fortykkede negle ses oftest på storetåen som en fortykket og meget hård negl med en unaturlig vokseretning. 

Massive og fortykkede negle opstår som regel ved skader på neglevolden eller neglepladen, f.eks. forårsaget af svampeinfektioner.

Arvelighed, tryk fra sko på neglen eller hvis man evt. har skadet neglen kan være årsager til fortykkede negle.

Behandling af fortykkede negle: 

Jeg kan slibe neglen til næsten normal tykkelse

Fodsvamp

Fodsvamp er en gærsvamp, som er en del af hudens normale flora. Fodsvamp formerer sig hastigt under fugtige og varme forhold. Det gærende og kløende udslæt er smitsomt på gulvene f.eks. i hjemmet, svømmehaller, gymnastiksale, sko osv.

Fodsvamp er oftest lokaliseret, hvor fugtig hud danner folder, som imellem tæerne, hvor den forårsager sprækker og dårlig lugt. Lidelsen kan brede sig til under fodsålerne hvis man har tendens til fodsved.

Smitte til hænderne ses yderst sjældent, da de gunstige forhold som svampen lever under, ikke er til stede på hænderne og i håndflader.

Behandling af fodsvamp:

 – Vigtigst i behandlingen af fodsvamp, er en god hygiejne

– Afvaskning af fødderne dagligt

– Grundig aftørring, specielt imellem tæerne

– Hyppig skift af bomuldsstrømper, og om nødvendigt lægge vat imellem tæerne

– Produkter mod fodsvamp kan anvendes for, at dræbe bakterierne

– Det anbefales at benytte åbent fodtøj og skifte sko flere gange dagligt, så de kan lufte og tørre ordentligt

Fodvorter

Fodvorter viser sig som en svulstlignende virusinfektion, og ofte vil der kunne ses antydning af sorte prikker i midten. Den har en hård kant, og er blød i midten. Mange tror fejlagtigt, at de har fået en ligtorn, men en ligtorn har ikke de sorte prikker i midten. De sorte prikker skyldes blodsprængninger i vorten, forårsaget af tryk ved at gå og stå på foden. Oftest sidder fodvorten på “trædepuderne”.

Alle kan få fodvorter, men oftest er det børn fra 3 år og opefter der rammes. Specielt hos teenagere er fodvorten hyppigt forekommende.

Fodvorter smitter, og smitterisikoen er størst, hvor der færdes mange mennesker f.eks. i svømmehaller, i daginstitutioner og på familiens badeværelse. Fodvorter er virusbetinget, og smitter kun mellem mennesker. Specielt våd hud er modtagelig, og man er ekstra udsat, hvis man samtidig har små sprækker på fødderne.

Man kan sagtens smitte sig selv fra et sted til et andet, da fodvorten dagligt afgiver inficerede hudceller. Der er stor risiko for, at vorten vil brede sig.

Behandling af fodvorter:

Fodvorter kan forsvinde af sig selv, men det kan tage lang tid. Kroppen danner selv antistoffer til den virus, som er årsagen til vorter. Man bør dog altid behandle fodvorter, da de for det første kan være ømme ved tryk, men også for at mindske eller undgå smitterisikoen. Man kan med fordel pensle fodvorten med en klar neglelak for at forsegle den, og derved undgå at smitte andre. 

Man kan også behandle vorten med et ætsende middel, der langsomt opbløder huden, og herefter kan man skrabe med en kniv eller lignende. Man skal dog være meget omhyggelig med kun at behandle selve vorten, da det ætsende middel er hårdt mod huden. Man skal være opmærksom på, at det er en meget langsommelig behandling, som kræver stor tålmodighed. Hvis ikke det lykkedes at få bugt med fodvorten, bør man søge læge. Lægen kan evt. fryse, brænde eller give fodvorten laserstråler. 

Hammertå

 En hammertå er en tilstand, hvor tæerne står lodret op i det inderste led, mens det yderste led står mere eller mindre lodret mod skosålen.

Hammertå opstår typisk ved, at man går i for korte sko gennem mange år, f.eks. er der mange der ikke er opmærksomme på, at tå nr. 2 ofte er længere end storetåen, og derfor ikke køber sko, der er tilpasset den. Hammertå ses også tit i forbindelse med nedsunket forfod. Lidelsen kan også være forårsaget af hulfod eller leddegigt.

En hammertå kan være meget smertefuld pga. tryk fra fodtøj.  Typisk medfører det ligtorne, vabler, sår, samt hård hud på tåspidsen og deforme negle. 

Der findes to former for hammertå: De mobile eller de rigide. De to har hver deres  behandlingsform. Diagnosen hammertå stilles alene ved udseendet, og behandlingen afhænger af, om tåen kan strækkes helt ud (mobil) eller der er strækkedefekt (rigid).

Behandling af hammertå:

Ved diagnosen mobil hammertå, kan man opnå gode resultater ved hjælp af øvelser og rummelige sko. Det kan samtidig være en god idé, med indlæg alt efter årsagen. Øvelserne går ud på, at man tager om foden med tommelfingrene oven på det krogede led, og trykker blidt, men bestemt, nedefter, mens de andre fingre nede fra løfter tåens yderste ende op. Man tager hvert led for sig, så alle tæer har været i yderstilling. Det tager lidt tid, men bliv endelig ved, da leddene kan løsnes, og blive bevægelige igen.

Ved rigid hammertå kan man anvende aflastningsindlæg. Disse kan man få lavet ved en ortopædkirurg/bandagist. Man kan også vælge at operere. I en sådan situation fjernes mellemleddet i tåen, og tåen rettes ud. Det kan også komme på tale med håndsyede sko. 

Hvordan forebygges hammertå?

Det er ganske simpelt skoene, som er vigtig for at undgå hammertå. Ved at benytte rummeligt fodtøj, der ikke klemmer og ikke er spidst, når man langt. “Ødelagte” tæer, der får god plads i skoene, og dermed bevægelsesfrihed, kan ligeledes komme til at fungere optimalt igen.   

Ligtorn

Meget store belastninger på små hudområder gør, at der dannes meget hornstof, og formeringen af hudceller øges. Når alle disse hudceller vokser ud mod overfladen, og der samtidig dannes et tryk, f.eks. når man går på dette hårdhudsområde, bliver hornstoffet trykket sammen til en hård klump.

Når man går, trykkes denne hornklump ind i huden som en kile, og på den måde bliver de følesanseceller, der ligger i huden generet. Dette medfører udehag eller smerte ved at gå. Der er opstået det, man kalder en ligtorn.

Ligtorne ses oftest hos ældre med fodknogle-deformiteter. Tryk og gnidning fører til en øget formering af hudceller for, at beskytte hudens underliggende strukturer. Trykket bevirker, at der ikke er nok næring til alle de nye celler, som derfor dør, og det danner et stadigt større tryk på det forhornede lag, som fortykkes mere og mere, som processen fortsætter. 

Behandling af ligtorn:

Jeg har mulighed for at behandle ligtornen ved at beskære den hårde hud og ligtornene, samt rådgive omkring trykaflastning af de belastede områder. Ved jævnlig forbehandling vil ligtornen forsvinde. 

Hvordan forebygges ligtorne?

Det er vigtigt, at man ofrer sine fødder noget opmærksomhed en gang imellem. Ved begyndende hård hud på udsatte steder, er det vigtigt, at få det fjernet. Derudover er det vigtigt at huske, at smøre godt med blødgørende cremer på fodsåler og hæle dagligt.   

Neglesvamp

Neglesvamp er den mest almindelige lidelse i neglepladen. Neglesvamp kan evt. være forårsaget af langvarig traumer (små sko) og pludselige skader, som er grobund for udvikling af patogene svampe under de rette vækstbetingelser, såsom fugt og varme. 

Neglesvamp opstår på grund af dystrofiske forhold i foden, nedsat blodforsyning, ødemben, samt nedsat immunforsvar. Beskadigelse af neglen og fodsvamp kan ydermere udvikle neglesvamp. Specielt unge og idrætsudøvere, der bruger gummisko er særligt disponeret for, at udvikle svampelidelser. Hvis tæerne ofte er udsat for fugt og varme fra varmt fodtøj eller f.eks. svømmehaller, øges risikoen for smitte.

Svampene udskiller et enzym, som nedbryder det hårde keratin i neglecellerne, hvilket fører til negleforandringer, og fortykkede negle. Senere kan dette medføre et smuldrende henfald af neglen. 

Neglesvampen rammer hyppigst storetåen, og genkendes ved at hornlaget bliver opblødt og sprødt, og neglen bliver gullig-gråbrunlig, stribet, misfarvet og kan få en ildelugtende substans.

Behandling af neglesvamp:

Neglesvamp behandles ved, at jeg renser op under neglen, hvorefter neglepladen slibes ned. Dernæst påføres et svampedræbende middel, som jeg instruerer i at benytte. Behandlingen er langvarig, da ny negl skal vokse ud for, at neglen bliver normal og pæn igen. I visse tilfælde, kan det være nødvendigt at søge læge, som kan ordinere tablet-behandling. Man må være opmærksom på smitterisikoen, fra den ene tå til den anden. Svamp i fingreneglene ses sjældent. 

Hvordan forebygges neglesvamp?

Neglesvamp trives bedst i fugtige omgivelser, hvorfor tætsluttende fodtøj, og strømper af kunststof må frarådes. Undgå fugtige, varme omgivelser ved, at holde fødderne rene og tørre. Jeg anbefaler at gå med åbne sko, eller skifte strømperne hyppigt. Der kan bruges indlæg i skoene eller fodcreme mod fodsved for, at absorbere fugten.  

Nedgroet negl

Nedgroet negle kan vise sig på forskellig vis. Den nedgroede negl kan vise sig ved, at et stykke af neglen presses ned, og gror ind i huden. 

Ved indgroet negl er neglevolden hævet op og indover neglepladen. Indadrullet negl er en tilstand, hvor neglepladen er så krum, at den ruller ind under sig selv i én eller begge sider. Lidelsen opstår som følge af ukorrekt klipning, for smalle sko, tryk, slag, misdannet eller krum negleplade (efter traume).

 Symptomer på en nedgroet negl

– Ømhed ved neglefalsen

– Ømhed eller irritation ved at gå med sko (specielt smalle sko)

– Neglen er følsom overfor ethvert tryk og berøring

– Tegn på infektion

– Væskeholdig afsondring (pus eller betændelse)

– Området er hævet, varmt og rødmet

Behandling af nedgroet negl:

En nedgroet negl, opnår den bedste opheling ved, at blive behandlet hurtigst muligt. Jeg kan påsætte en bøjle, som løfter den trykkende neglerand op fra neglefalsen. Egen læge ordinerer penicillin, hvis der er infektion. 

Undgå tætsluttende fodtøj, som kan irritere området, og opsøg professionel hjælp (fodbehandling) jævnligt. I nogle tilfælde, er ortopædkirurgisk behandling den eneste virksomme løsning.